Sådan har man været maler gennem tiden

Tænk sig lige, at hvis man skal stramme forklaringen, så er det at være maler faktisk et af de ældste erhverv, man kan spore helt tilbage til tidernes morgen for mennesker – fraset prostitution.

Helt før vi overgik til agerbrug og blev organiserede i at lave mad, forplante os og overleve, mens arten udviklede sig, så havde vi brug for at udtrykke os og dele vores fortællinger, som kan ses helt op til i dag, selvom det nok ikke var tanken dengang, man gjorde det.

Men det kendetegner jo det at være menneske: at vi har brug for at udtrykke os og dele vores fortællinger med andre, da det er i samkvem med andre mennesker og dialogen samt interaktionen med dem, at vi er med til at danne os selv.

Dette er faktisk særegent ved mennesket: vi er et socialt dyr, der forstår at udvikle sig på trods af de begrænsninger, som evolutionen har sat for os, eller som vi ikke har kunnet vente på.

Man kaldte det nok næppe for “erhverv”, dengang man lavede de første hulemalerier, som er det første evidens på, at mennesker har malet og fundet en metode til, at det blev ved med at hænge der, når man forsøgte at genskabe et motiv.

Så godt endda, at det holder helt op til i dag.

Skruer vi tiden direkte frem til i dag, kan man sige, at der er sket to retninger ved malerfaget, hvor man kan være den kunstneriske slags, der maler malerier fra den helt genkendelige art, hvor man skal forsøge at skabe billedet en til en af, hvad man ser, og så videre til det helt abstrakte, hvor man forsøger at lave noget, hvor beskueren skal tolke på det.

Så er der selve det at være praktisk maler, hvor man for eksempel kan lave malerarbejde i Silkeborg med blandt andet at male lokaler i den samme farve.